ANMELDELSER

25.10.08 Nordjyske
»Det er charmerende underholdning, de to donnaer Vigga Bro og Anne Marie Helger leverer. Spontant og umiddelbart konverserer de om deres barndom og ungdom og karriere op gennem halvtredserne, tresserne og halvfjerdserne. Et aldeles ubeskriveligt morsomt højdepunkt er Anne Marie Helgers private kommentar til og kropslige demonstration af tidens modedille med at lade sig tatovere for en masse penge. Hendes devise er: Lad naturen gå sin gang! Det hele bliver fortalt balstyrisk morsomt med udgangspunkt i det personlige...«
Læs hele anmeldelsen

30.10.08 Århus Stiftstidende
»Godt to timer flyver af sted og inden man får set sig om, er det som at have bladret i begges personlige livsbilledalbums. To albums som vel at mærke er tilsat et uundgåeligt solidt drys samfundssatire.

Charmen er, at vi kommer tæt på, hvem de var og er på så levende og humoristisk vis. At vi gennem deres biografiske fortællinger også kikker på årtier og selv erindrer med. At vi oplever det gennem to aktøser, som deres tikkende alderstæller til trods (Anne Marie Helger kalder dem ”postklimakteriemakreller i præterminalfasen”) eller måske netop fordi de resolut og personligt markant har frasagt sig både ydre og indre afretning og normalitetstilpasningsindgreb – har bevaret livsgejsten og serverer det for os med skarpladte humorrifler, sproglig musikalitet og kropslig sprælskhed.«
Læs hele anmeldelsen



INTERVIEWS

29.10.08 Århus Stiftstidende
»Med egne ord er det et par gedigne rødstøttestrømper, man kan opleve på Svalegangen, når 62-årige Anne Marie Helger og 71-årige Vigga Bro går på scenen i Donnadialogerne.

Ifølge de to damer er det absolutte højdepunkter fra deres liv og såkaldte point of no returns, som publikum kan glæde sig til at få fortalt på karakteristisk helgersk og brosk facon.

To liv i rampelyset giver en del materiale at plukke af, så de to donnaer har haft saksen fremme for at klippe barndom, ungdom og en håndfuld årtiers karriere ned til et par timers historiefortælling.«

Læs hele artiklen