Krig! Klumme til Amagerbladet
18.04.2010 -
Krig!
Så blev det igen d. 9 april.
Ih, hvor har far og mor dog tit fortalt om den dag.
Hvordan de vågnede om morgenen d. 9 april, seks år før jeg blev født.
Den uheldsvangre lyd af krigsmaskiner i himlen over dem. Masser af tyske flyvere. Så vidste de, at deres land var besat.
Vi er i krig igen – nu er det bare os, der er besættelses- eller befrielsesmagten, alt efter hvordan man betragter Danmarks deltagen i Afghanistankrigen.
Nej, ved I hvad, sådan noget taler man ikke om i en klumme.
Der skriver man om foråret og alle de små blomster og fugle, der titter frem, om håbet og lyset og varmen. Eller om, at når de lyse dage vender tilbage, bliver man bare grebet af sådan en vild, utæmmelig trang til at ta’ i Amagercenteret og shoppe igennem.
På vej derud eller hjem eller når man nu var på de kanter, kunne man så lige stoppe op på Christmas Møllers Plads og tage sig et lille, velfortjent hvil midt i indkøbsfeberen. Måske plukke en af de første bellis eller fladsstjerner og lægge dem ved det monument, der er rejst der til minde om nogle af krigens mange ofre.
I går så jeg et hjertegribende teaterstykke. Det hed: En dag i Hellmand. Af Carsten Jensen.
En skuespiller på scenen. Han stod der helt alene på et afghansk tæppe. Et par handsker og en jakke – ja, og så det, han havde på, hans t-shirt, bukser, sko, strømper og mest hans vest, var hvad skuespilleren havde at illudere fem forskellige skæbner kun på en enkelt dag i Hellmand med. Der var kun en, der blev dræbt.
Det er længe siden, jeg har været så gennemrystet af et teaterstykke.
Bortset fra, at jeg endnu engang blev bekræftet i, hvor uovertruffent virkningsfuldt stærkt et medie teateret er, så blev jeg også igen så rædselsslagen over at tænke på Danmarks deltagelse i den uendelige afghanske lidelseshistorie. Hvad gør vi dog der? De professionelle soldater siger, de tager derned for at gøre en forskel. Det tror jeg slet ikke, de kan undgå. Jeg ser så mange biler køre rundt med små, gule sløjfer, hvor der står: Støt vore danske soldater! Hvordan mon de mener?
Personligt mener jeg, at man bedst støtter soldaterne ved at holde fred, men jeg går jo også rundt og siger det lige ud, som det er, uden omsvøb og uden hensyn til, at folk går i panik, når de hører det: Jeg er pacifist!
Der er folk i dag, der, bare de opsnapper det ord, bliver helt forfærdede: Ad – hvor ulækkert! Er du pacifist, hvor klamt! Jeg tror rent ud sagt, de er opflasket med, at krig er smart. Fred er outdated.
Nå, men d. 9 april går jeg stadig ud og læser, hvad der står på Fredsmonumentet på Christmas Møllers Plads: ”Og når du igen i travlhed går ud til din daglige dont, skal du huske på, at du altid står - midt i en frihedsfront”! Frihed er lig med Fred!
Anne Marie Helger
Så blev det igen d. 9 april.
Ih, hvor har far og mor dog tit fortalt om den dag.
Hvordan de vågnede om morgenen d. 9 april, seks år før jeg blev født.
Den uheldsvangre lyd af krigsmaskiner i himlen over dem. Masser af tyske flyvere. Så vidste de, at deres land var besat.
Vi er i krig igen – nu er det bare os, der er besættelses- eller befrielsesmagten, alt efter hvordan man betragter Danmarks deltagen i Afghanistankrigen.
Nej, ved I hvad, sådan noget taler man ikke om i en klumme.
Der skriver man om foråret og alle de små blomster og fugle, der titter frem, om håbet og lyset og varmen. Eller om, at når de lyse dage vender tilbage, bliver man bare grebet af sådan en vild, utæmmelig trang til at ta’ i Amagercenteret og shoppe igennem.
På vej derud eller hjem eller når man nu var på de kanter, kunne man så lige stoppe op på Christmas Møllers Plads og tage sig et lille, velfortjent hvil midt i indkøbsfeberen. Måske plukke en af de første bellis eller fladsstjerner og lægge dem ved det monument, der er rejst der til minde om nogle af krigens mange ofre.
I går så jeg et hjertegribende teaterstykke. Det hed: En dag i Hellmand. Af Carsten Jensen.
En skuespiller på scenen. Han stod der helt alene på et afghansk tæppe. Et par handsker og en jakke – ja, og så det, han havde på, hans t-shirt, bukser, sko, strømper og mest hans vest, var hvad skuespilleren havde at illudere fem forskellige skæbner kun på en enkelt dag i Hellmand med. Der var kun en, der blev dræbt.
Det er længe siden, jeg har været så gennemrystet af et teaterstykke.
Bortset fra, at jeg endnu engang blev bekræftet i, hvor uovertruffent virkningsfuldt stærkt et medie teateret er, så blev jeg også igen så rædselsslagen over at tænke på Danmarks deltagelse i den uendelige afghanske lidelseshistorie. Hvad gør vi dog der? De professionelle soldater siger, de tager derned for at gøre en forskel. Det tror jeg slet ikke, de kan undgå. Jeg ser så mange biler køre rundt med små, gule sløjfer, hvor der står: Støt vore danske soldater! Hvordan mon de mener?
Personligt mener jeg, at man bedst støtter soldaterne ved at holde fred, men jeg går jo også rundt og siger det lige ud, som det er, uden omsvøb og uden hensyn til, at folk går i panik, når de hører det: Jeg er pacifist!
Der er folk i dag, der, bare de opsnapper det ord, bliver helt forfærdede: Ad – hvor ulækkert! Er du pacifist, hvor klamt! Jeg tror rent ud sagt, de er opflasket med, at krig er smart. Fred er outdated.
Nå, men d. 9 april går jeg stadig ud og læser, hvad der står på Fredsmonumentet på Christmas Møllers Plads: ”Og når du igen i travlhed går ud til din daglige dont, skal du huske på, at du altid står - midt i en frihedsfront”! Frihed er lig med Fred!
Anne Marie Helger